Om Dyrehospitalet / Vaccination m.m.

Vaccination m.m.

Dyrehospitalet anbefaler, at du lader din hund eller kat vaccinere regelmæssigt. Vaccination beskytter dyret mod visse alvorlige smitsomme virussygdomme, som kan være dødelige. For hund drejer det sig om hundesyge, parvovirusinfektion og smitsom leverbetændelse. For kattens vedkommende kattesyge og katteinfluenza.

Det er væsentligt, at hunden/katten er rask, når den vaccineres – ellers er der risiko for, at immunsystemet ikke danner de nødvendige antistoffe -  d.v.s. vaccinen virker ikke. I værste fald kan en igangværende infektion forværres, fordi vaccinationen belaster immunsystemet yderligere. Derfor vil dyrlægen altid forud for vaccination gennemføre en sundhedsundersøgelse samt spørge dig, om dyret har vist symptomer på sygdom.

 

Anbefalet vaccinationsprogram:
Hund & kat:
2 basisvaccinationer med 4 ugers mellemrum - oftest ved 12 & 16 ugers alderen og efterfølgende en gang årligt. Vi udsender huskekort, når det er tid til din hund og kats vaccination.

I særlige tilfælde kan der vaccineres mod andre sygdomme, men visse vacciners effekt er omdiskuteret. Rådfør dig med dyrlægen.

Ved rejse til udlandet skal desuden gives rabiesvaccination til både hund og kat. Den skal gives 21 dage før udrejse. Læs gerne om reglerne for de enkelte lande på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.fvst.dk


I
dentitetsmærkning
Hund:
I følge den nye hundelov, skal hvalpen skal være identitetsmærket, når den fylder 8 uger. Mærkningen er lovpligtig, og sikrer at din hund kan komme tilbage til dig, hvis den skulle blive væk!

Identitetsmærkningen kan enten bestå af en mikrochip under nakkehuden eller en tatovering på indersiden af ørelappen.
Dyrlægen indberetter mikrochippens/tatoveringens nummer til Dansk Hunderegister sammen med hundeejerens navn, adresse og tlefonnumre. Samtidigt opkræves en registreringsafgift, som dyrlægen indbetaler til Hunderegisteret.
Husk at ændre dine oplysninger hos Dansk Hunderegister, hvis du flytter eller får nyt telefon nummer.

På Dyrehospitalet kan vi chipmærke din hund i løbet af konsultationen. Hvis du i stedet ønsker en øretatovering (for at opnå en synlig mærkning), skal din hvalp blive på Dyrehospitalet et par timer, fordi tatoveringen foretages under narkose.
Øretatovering bruges ikke så ofte mere til hund.


Kat:

Det er endnu ikke lovpligtigt at identitetsmærke sin kat, men vi må stærkt anbefale, at du får det gjort, da mange katte faktisk bliver væk fra deres ejer. Hver uge modtager vi tamme, ”herreløse” katte på Dyrehospitalet, og hvis de ikke mærkede, er det stort set umuligt at finde ejeren.
Katte mærkes oftest med en øretatovering (under narkose). Dyrlægen indberetter nummeret til Dansk Katteregister samt opkræver registreringsafgiften.
Husk at ændre dine oplysninger hos Dansk Hunderegister, hvis du flytter eller får nyt telefon nummer.

Rejse med hund og kat
Hvis du skal have din hund eller kat med til udlandet, er det vigtigt, du på forhånd undersøger, hvilke regler der gælder for indrejse i det pågældende land (og for genindførsel af hunden/katten til Danmark).

Mindstekravene (som gælder for de fleste EU-lande) er:
- Identitetsmærkning (tatovering eller chip)
- Hundepas
- Rabiesvaccination mindst 3 uger før indrejse

For øvrige lande kan der ikke gives generelle retningslinier.

Du bør altid undersøge reglerne i god tid før rejsen. Du kan selv søge oplysninger hos Fødevarestyrelsen: www.fvst.dk. eller hos den lokale fødevareregion.  

Til fjernere rejsemål, er det sikrest at kontakte det pågældende lands ambassade i Danmark, som ofte er bedst opdateret med nye regler.

Du er altid velkommen til at kontakte Dyrehospitalet med spørgsmål vedrørende rejseregler.

Skal din hund eller kat i pension?
Så skal du være opmærksom på, at få ham/hende vaccineret SENEST 21 dage INDEN han/hun afleveres i pensionen.
Dette gælder også næsevaccinen mod kennelhoste.

Vores anbefalinger gælder alle vacciner til både katte og hunde.

Ring gerne til os, hvis i har spørgsmål.

 

Hornbæk Dyrehospital ApS | CVR: 30613120 | Normansvej 10, 8920 Randers NV - Danmark | Tlf.: 86433933 | dyrehospitalet@hotmail.com